Nyt samarbejde med Institut for Bygge og Anlæg

De studerende fra 7. semester Vand og Miljø (Institut for Bygge og Anlæg) kommer på Brovej 7 her i efteråret.
En gruppe vil beskæftige sig med overfladevand og nedsivning, og en gruppe vil kigge på det lidt større perspektiv omkring grundvands ressourcer og mulighederne for at sætte et godt fodaftryk på begrænsning af nitratnedsivning (vi ligger jo i et Område med Særlige Drikkevands interesser = OSD område).

De studerende fra 1. semester Naturgeografi skal øve sig i interviewteknik og skal sammenligne Arden og Skørping hvad kulturen angår.

Derudover er vi i forhandling om yderligere 3 projektforslag til folkene på Miljø og Biologi:
1. Restaurering af rørlagt vandløb
2. Karakterisering og restaurering/vedligehold af søen
3. Naturgenopretning af skovengen ved høslet/fjernelse af biomasse.
Det er ikke sikkert der bliver plads til projekterne i år, men så kan de komme i kataloget til næste år.

Vi kommer også med i et meget spændende forskningsprojekt “Fra jord til bygning til jord”, som bl.a. handler om indeklima i åndbare huse. Det bliver 1-2 demohuse, der måles på. Det er en projektansøgning til puljen Green Screen, som skal indsendes 10. Oktober. Det omhandler bl.a. måling af indeklima i åndbare huse, herunder effekt af lerpuds, ubrændte sten etc.

Og så kommer de studerende fra 7. semester Arkitektur og design på banen igen til Oktober. Deres nye projektoplæg handler nu om 3 mindre husklynger med 7-9 huse i hver, grønt indhyllet i en skovhave og udbygning af den eksisterende bygning til fælleshus.

Vi kan næsten ikke vente

Snart er det 1. september, dagen hvor vi overtager Brovej 7.
Selvfølgelig skal vi markere dagen.
Vi vil mødes for første gang i VORES fælleshus.
Ann-Sofie og Mette har lovet at lave mad, så må vi se om det kan lade sig gøre og hvor tomt huset egentlig er.
Vi er i hvert fald meget spændte og vi glæder os.

Officielt møde med naboerne

Den 18. august holdt vi et officielt møde med de naboer, som direkte bliver berørt at vores tilstedeværelse på Brovej 7. Formålet var at afklare om der er mulighed for i mindelighed at finde en aftale om udvidelse af den private fællesvej, der fører til Brovej 7. Mødet foregik i rideskolens rytterstue og der var både repræsentanter fra ridehallen, rideskolen og de 2 naboer. Læs referatet her

Ekstraordinær generalforsamling

Broland afhold ekstraordinær generalforsamling den 13. juni 2021.
På generalforsamlingen blev bl.a. vedtaget at prisen for indskyderbeviserne alligevel ikke ændrer sig fra de nuværende 200.000 kr. før lokalplansændringerne er vedtaget. Derefter er det planen at prisen stiger til 250.000 kr.
Desuden blev der valgt bestyrelsen, som du kan se her.

Vi udskyder alligevel ikke købet

Efter nogle turbulente uger, hvor vi ikke vidste om vi var købt eller solgt, hvor der var udsættelse af køb, oprettelse af en kreditforeningsløsning i stedet for fondseje, frafald fra nogle meget værdsætte potentielle beboere (Mette og Morten), men også flere “nye”, der nu er en integreret del af Levefællesskabet, går vi nu “all in” for at købet af Brovej 7 bliver en realitet inden den 1.6.
Jubiii

Køb af Brovej 7 er udskudt

Vores foreløbige købsaftale af Brovej 7 skulle oprindelig udløbe den 1. juni.
Vi har bedt om en udsættelse med en måned, som sælgeren er gået med til. Overtagelsesdatoen er efter sælgerens ønske flyttet med 2 måneder, så vi først overtager Brovej 7 den 1. nobemver 2021.
Dette giver os bedre tid at finde den rigtige juridiske og vedtægtsmæssige løsning, da vi stadig er i tvivl om hvordan financieringen bedst skal foregå.
1. Skal det være fonden Gældfri, der køber Brovej 7 og overdrager brugsretten til os
eller
2. skal vi i fællesskab optage en kreditforeningslån, som vi hæfter for solidarisk.

Artikel om os i Nordjyske

I dagens udgave af Nordjyske er der en artikel om os med overskriften “Lille økosamfund står ved en skillevej”. Raporteren belyser vores sag fra flere vinkler og tager også rideklubbens og politikerens synsvinkel med.  Læs hele artiklen her .

Udvalget for Teknik og Miljø har behandlet Brovej 7 for første gang

På deres møde den 14.april 2021 havde udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune indstillingen for lokalplansændring for Brovej 7 til første behandling.
Med 4 stemmer for og 3 imod blev indstillingen godkendt. De tre, der stemte i mod, ønskede at vejforholdene var afklaret inden godkendelse.
Desværre får vi ikke en tidsmæssig prioritering.
Referatet fra mødet kan ses her.

Nye priser på indskyderbeviser

I bestyrelsen er vi blevet enige om at prisen på indskyderbeviserne vil ændre sig i takt med at projektet manifesterer sig. På denne måde honorerer vi de første indbetaleres risikovillighed og forhåbentlig fremskynder køb af indskyderbeviserne.
• 200.000 kr. indtil 31. maj 2021
• 210.000 kr. fra 1. juni indtil 31.8. 2021
• 220.000 kr. fra 1.9. 2021 til lokalplansgodkendelse
• 250.000 kr. efter lokalplanen er godkendt og fremover