Det første beboermøde

I dag holdt vi vores første beboermøde. Det forgik online via Zoom og vi var i alt 12 repræsentanter plus tre børn. Hovedtema var permakultur og hvordan vi forestiller os at implementere det i vores levefællesskab. Men vi kom også omkring andre spændende emner, som hvilken opvarmningsform der kunne komme på tale og om brændeovne skulle være en mulighed.

Vi vil over de næste måneder hold flere temamøder for potentielle beboere, hvor vi bl.a. vil prøve at arrangere

  • et oplag fra en arkitekt, som skal belyse, hvordan vi kan sikre en harmonisk helhedsindtryk på trods af individuel byggestil
  • høre Lars Keller fra Ecococon Danmark om hvor svært det egentlig er at bygge sit eget hus
  • besøge Jozef Blockx fra LAND center Sandmosen38, for at se permakultur fungere i praxis
  • pode og plante vores næste 100 frugttræer
  • samt holde temamøder om sociokrati og konfliktløsning.

Den foreløbige købsaftale er underskreven.

I november mødtes vi med de nuværende ejere af Brovej 7 og aftalte en foreløbig købsaftale. (Den betingede købsaftale giver mulighed for at vi frem til 1. juni kan købe Brovej 7, for en aftalt pris på 3.500.000 kr)

Det tog lidt tid til at få alle detaljerne på plads, men nu er aftalen underskreven fra alle parter og vores advokat kan gå videre med at udarbejde formalinerne omkring overtagelse, bl. a. vores vedtægter.

Møde med Fællesrådet i Arden

Den 13. januar, senere på dagen, havde Flemming og Lars møde med Fællesrådet i Arden.

Fællesrådet består af repræsentanter fra foreningerne i byen, herunder også Rideklubben. Intentionen med mødet var at vi på så tidlig et tidspunkt som muligt skal i dialog med byen og at Arden by og foreningsliv gerne vil høre nyt, samt fortælle hvilke fortræffeligheder Byen har at tilbyde.

Vi fortalte om alt det gode, Levefællesskabet kommer med til byen og kommunen. Der var stor lydhørhed. (se vores argumenter her)

Der blev også tid til at komme ind på noget af den bekymring som Rideskolen har over for projektet. Altså igen en dialog, hvilket vi gerne vil indgå i.

Udgangen på mødet blev en generel positiv stemning og et ønske fra Fællesrådet om at vi meget gerne må fortælle mere og bredere om projektet, når vi får tegninger. Der var også et ønske om at mødes på grunden i nogle små grupper for at lave Walk and Talk om projektet. Desuden vil Arden Fællesråd gerne vise byen og dens foreningsliv frem.

Møde med Mariagerfjord Kommune

Den 13. januar var Lars og Kaj til møde med lokalplanlægger og vejafdelingen ved Mariagerfjord kommune. Vores kommende naboer (Rideskolen, Brovej 9 og Brovej 11) havde henvendt sig og klart givet udtryk for at de ikke ønsker Levefællesskabet som nye naboer, herunder at de ikke vil bidrage til at vejen skal udvides.

Vi fremlagde status for projektet og kommenterede på hvordan vi har tænkt os at imødekomme det, naboerne ser af problemer, bl.a. den øgede trafik. Planen for beboerne i Levefællesskab Lindemosehuse er at vi vil oprette delebilsordninger med el biler, hvilket vil reducere antallet af biler på Brovej og motorstøj.

Det blev konkluderet at Mariagerfjord Kommune nu vil forelægge politikerne de forskellige perspektiver og bede dem om at tage stilling til om de vil gennemføre en lokalplan, som vil blive grundlaget for at vi kan realisere vores projekt.
Køreplanen for hvordan sagen behandles bliver at forvaltningen beskriver vores vision/drøm til politikerne, som den 8. marts skal tage stilling til om de ønsker at igangsætte en lokalplan.

Inden den 5. februar skal vi derfor komme med nogle skitser, der visualiserer vores drøm.

Hvis politikerne på mødet d. 8. marts siger NEJ til at lave lokalplan, så falder muligheden for at realisere projektet.
Hvis politikerne siger JA d. 8. marts 2021 til at lave en lokalplan, så går kommunens embedsmænd i gang med arbejdet, der tager ca. et halvt år.

Lokalplanen skal bl.a. sørge for at projektet kommer ud i høring, så alle borgere i Arden/kommunen kan komme med synspunkter. Når lokalplanhøringerne så er gennemført i slutningen af 2021 skal politikerne igen vurdere om projektet skal have tilladelse til at gennemføres. Her kan vi så få det endelige JA eller NEJ.

Vi bliver flere!

Siden sidst har vi holdt flere infomøder med interesserede fra hele landet. Vi har fået mange positive tilbagemeldinger med tilbud om støtte og praktisk hjælp. Men det bedste er at vi nu ikke længere kun er 3, der vil bygge og flytte ind så snart det er muligt, men at der nu er hele 8-9 byggelodder/brugerbeviser “solgt”.
Vi er nu i alt 11 personer, som har lyst til at arbejde videre med projektet med henblik på at flytte ind.

Nabohøring og vejudvidelse

Den 8. januar var Lars og Kaj til møde med vores kommende naboer. Problemet er at tilkørselsvejen til Brovej 7, efter politiets mening er lidt for smal til at kunne rumme den øgede trafik når vi nu kommer med 25 nye boliger.
Derfor stiller vejafdelingen ved Mariagerfjord Kommune og politiet, krav om at den eksisterende vej skal udvides fra de nuværende 4 meter til 5,5 meter + rabatter.
Meget forventelig var naboerne ikke interesseret i at skulle afgive lidt af deres grunde til en bredere vej. Faktisk mener de at vi med øget trafik, byggelarm m.m. ødelægger deres idyl i en sådan grad at de helst ikke ser at Broland bliver en realitet.
Det kan man jo ikke fortænke dem.
Vi mener at der vil være plads til både rideskolen, godt naboskab og ridestier så hest og rytter kan komme sikkert fra rideskolen til skoven. Nu bliver det op til politikerne i Mariagerfjord Kommune om de vil støtte at der bliver udarbejdet en lokalplan. Lokalplanen vil i så fald skulle give bemyndigelse til at ekspropriere arealerne til vejudvidelsen.

Vi er på Facebook

Søndag morgen den 20.12. kl. 8:50 er der sat opslag på følgende Facebookgrupper:
Gruppe for Landsforeningen Økologisk Byggeri
Selvforsyning i det små!
Lerbyg og bæredygtigt byggeri generelt
Skovhaver og Permakultur
Dyrkning efter permakultur principper i praksis
Permakøkkenhaven
Permakultur for Alle
Permakultur Aalborg
Bofællesskaber.dk

Opslag ser sådan ud:

Levefællesskabet Nordjylland er ved at blive en realitet!
Vi har fundet den perfekte grund i udkanten af Arden, lige ved siden af Rold Skov, med 5 min. cykelafstand til stationen i Arden.
Har du lyst til at leve i et fællesskab baseret på permakulturprincipperne?
Hvor vi
· modvirker klimaforandringer og binder CO2 i jorden
· dyrker meget af vores mad selv,
· bygger små bæredygtige huse til os selv
· og er fælles om mange ting, som skovlandbrug, skovhaver, drivhuse, smådyrshold, vaskemaskiner, gæsteværelser, kontorer, el-biler
· og hvor vi har lyst til at lave mad og spise sammen i vores fælleshus?
Læs mere på vores hjemmeside www.levefaellesskab.dk eller kontakt os her på FaceBook.

Studerende fra AAU bruger os i deres semesterprojekt

50 danske og udenlandske 7. semesters studerende fra Arkitektur og Designstudiet på Aalborg Universitet interviewer os til deres projektmodul “Sustainable-Tectonic Architecture: Integrating Social Sustainability and Climate Impact 2020”. Forinden har de besøgt Brovej 7 og de er nu klar til at designe nogle løsninger ud fra de svar de fik fra os. Vi glæder os til at se hvad de finder på.

Vi har nu 7 måneder til at finde beboerne til 25 husstande – er det dig?

Den første november 2020 mødtes vi med de nuværende ejere af Brovej 7. Forhandlingerne viste sig at være en win-win-situation for begge parter. Ejerne har lovet os at ejendommen ikke bliver solgt til andre end os, hvis vi inden 1. juni kan skaffe den aftalte købsprisen på 3,5 mill. Til gengalt skal ejerne ikke flytte fra ejendommen før 1. september. Vi er rigtig glade for at vi nu har 7 måneder til at finde 20 levefæller. Læs her, hvordan du kan være med.