Der er et ordsprog, der lyder Jack of all trades, master of none!
Det beskriver nok mig meget godt. Jeg er opvokset i Thy, i det sidste hus inden havet. Som barn havde vi alskens dyr, heste, geder osv. Min far har en stor viden om naturen, så jeg er nok lidt indoktrineret på det område.
Dette betød så også at jeg som voksen gik lærervejen, og tog uddannelsen som folkeskolelærer, men det passede ikke til mig som person, bare ærgerligt det tog ti år at finde ud af. Så jeg nåede at arbejde 5 år på en folkeskole, og to friskoler i Nordjylland. Nu arbejder jeg som handicaphjælper, nær Randers.
På et kursus på højskole i Ry, mødte jeg Natascha, som også var ved at uddanne sig til lærer. Hun er nu også mor til mit barn Gry, på 6 år som starter i skole i Astrup til sommer.
Efter nogle omveje, gående over Aalborg, kolonihave, lejebolig i Arden endte vi med at købe en lille gård lidt uden for Arden.
Vi så en gang et program i TV, hvor der var en person, der dyrkede sin egen have i et villakvarter. Hun sagde, at hun var selvforsynende i sæsonen. Dette ordsprog har vi taget til os, dog med det tvist at vi altid tilføjer ” men vores sæson er ikke særlig lang”. Men vi har lært lidt om hønsehold, ærtedyrkning og frugtbuske.
Jeg står nu på en skillevej i mit liv, Natascha og jeg skal ikke bor sammen mere, så vi skal have solgt huset og bo hver for sig. Derfor har jeg brug for en anden type fællesskab, til mig og min datter.
Det er her at Levefælleskabet kommer ind i billedet, jeg ser det som en god mulighed for at downsize, fra 315m2 til måske 31,5m2 og have mulighed for at, deltage i et forpligtende fællesskab. I dette fællesskab byder alle ind med de resurser, hver især har.
Hvad kan jeg byde ind med?
Jeg ved lidt om det hele, men ikke det hele om lidt. Jeg kan holde en hammer og slår ikke så tit mig selv over fingrene. Jeg kan dreje en ting i træ der næste holder mål. Jeg kan bygge et gyngestativ, men ikke et tagspær(endnu). Jeg kan passe dit barn i en time men ikke et døgn. Jeg kan være en del af en arbejdsgruppe, men ikke stå for den. Jeg kan være meget social, men også have brug for at trække mig.