Skovhaver består kort fortalt af en lang række flerårige og spiselige urter, buske og træer. Det betyder bl.a., at man får en have, der over en lang sæson forsyner dig med frugter, bær, nødder, grøntsager, salat, urter og en lang række andre fantastiske råvarer.
Udover spiselige arter bruger man også såkaldte “nytteplanter”. Det er planter som fx kan fiksere kvælstof fra luften og frigive det til de andre planter i haven eller planter, som tiltrækker bier og andre nyttedyr. Disse planter bidrager til skovhavens sundhed, men også til en have med mere liv og biodiversitet. En have med plads til naturen.
Naturen er i virkeligheden omdrejningspunktet for arbejdet med en skovhave. For ved at etablere et skovlignende klima skaber man ikke bare rum og plads til naturen, man skaber også et mere stabilt planteklima, samtidig udnytter man solens stråler optimalt ved at dyrke haven tredimensionelt. For lige som i en naturlig skov udnytter de bunddækkende planter i skovhavens nederste lag solens stråler allerede fra det tidlige forår, og helt hen i efteråret udnytter de øverste lag i skovhaven ligeledes de sidste stråler til det yderste.
Her har du de fire bedste grunde til, at skovhaver er gode for børn (og deres forældre):
Sunde råvarer
Skovhavens mange spiselige frugter, bær, nødder og flerårige grøntsager præsenterer børnene for friske og sunde råvarer over en lang sæson.
Plads til leg og fordybelse
Skovhaver opbygges efter naturlige dynamikker og med en stor variation af planter. Det skaber ikke bare hyggelige rum i haven, hvor børnene kan få fred for de voksne og plads til leg og fordybelse, det skaber også en sjov og anderledes havefornemmelse af at gå på opdagelse i en jungle.
Masser af jordnær læring
Der er masser af læring i skovhaven. Tænk bare på noget så simpelt som sæsoner og årstider. Med en skovhave er det nemt for børnene at følge med i årets gang i haven.
Nem og tidsbesparende
Fordi du i skovhaven arbejder med naturen, får du:
en have i balance
en have, der ikke kræver vanding og gødning
en have, hvor planterne selv står for at holde ukrudtet ude
en have, der kommer igen år efter år, fordi den er opbygget af flerårige planter.
Alt dette gør, at du kan bruge din og familiens tid på noget andet end havearbejdet.
Læs lidt om skovhaver i denne pdf
Eller se denne lille video, som viser Martin Crawfords skovhave i England: